Velkommen til de små ting i hverdagen

tirsdag den 22. november 2011

Hjemme igen

Vi er hjemme igen efter en skøn og helt igennem fatastisk uge ved Vesterhavet  i Nordjylland. Vi har været helt alene afsted, bare os to, en masse god tid, nogle hyggelige besøg undervejs og frem for alt tid til lige hvad vi kunne have lyst til. Jeg ligger nogle af de mange billeder ind en af de nærmeste dage.

Nu er vi igang med en uge hvor der venter en masse tid på værkstedet med nogle usamarbejdsvillige motorkøretøjer, der er en kursusdag i morgen som skal overståes, vi begynder så småt at vende tankerne ind omkring de forberedelser vi skal have gang i inden vi i næste uge tager hul på min yndlingsmåned. Der er meget der skal nåes, mon vi når det hele?

En ting er sikkert. Inden vi kommer videre i programmet er der et skrækindjagende tandlægebesøg med bor og alverdens lede remidier som skal overståes. Det er sjældent at ordet "hader" optræder i mit ordvalg. men det gør det i dag. Jeg HADER det!! Om 2½ time er det overstået... 2½ meget lange timer!!!

mandag den 7. november 2011

God-tids-mandag

I dag er der dømt god tid. Det er en luksusdag som ikke engang er en fridag, men en meget kort arbejdsdag. Lige et par timer omkring middag skal bruges i børnehaven og så er der ellers frieftermiddag på den anden side. Formiddagens timer går med lidt indendørssysler. Oprydning, rengøring, planlægning, motion, lidt higen og søgen efter en forsvunden genstand og lidt julegaverier. Ja du ser rigtigt, der står julegaverier. Jeg er altid i god tid med mine julegaver og på lørdag er der traditionen tro dømt store-julegave-dag med mor og søster. Men inden den tid er der en masse af de hersens ønskelister der skal styr på, det håber vi at vi når i aften.

Om lidt bliver indkøbslisten skrevet færdig så der også kan blive handlet inden de få arbejdstimer skal afvikles. Egentlig kunne indkøbene også vente til bagefter, men min eftermiddag er afsat til noget helt bestemt. Den skal bruges på at nyde, forundres og imponeres. Den skal bruges på at læse. Og det er ikke hvilken som helst bog der skal læses. Det er Sifs nye bog "Rollinger og roulader" som skal gennemstuderes fra ende til anden. Den udkommer i dag og jeg ved allerede på forhånd at den er super god. den er bestilt hjem hos min lokale boghandler og ligger nu og venter på at blive bragt herhjem til de tre andre i samlingen, "Krudtuglerne", "Rollingerne" og "Greven" som alle tre bor i tallerkenrækken i køkkenet sammen med de andre yndlings bøger. Måske om den snart skulle udvides den tallerkenrække for pladsen er efterhånden ved at være lidt trang, men mon ikke det går for nu.
Glædelig mandag til dig!

søndag den 6. november 2011

Søndagsstilhed.

Weekenden går på hæld. Den er brugt og godt brugt. Brugt på arbejde, på praktiske opgaver, på biograftur og på hyggestunder med skønne mennesker. Forude venter en helt ny og ubrugt uge og for enden af den venter der noget så skønt som noget der hedder ferie. Vi glæder os. Og planlægger. Og glæder os!
Men for nu får alle planer og fremtidsaktiviteter lov at ligge. Der er dømt søndag aften. Søndag aften med lys i stagerne, os to i sofaen og lige om lidt ruller "Borgen" over skærmen. Uhm, søndag!!
God aften til dig derude!