Velkommen til de små ting i hverdagen

søndag den 12. august 2012

Søndag gik. I varme, blå himmel og høj sol lige som dagen før. Søndag gik med tennis i stor stil og efterfølgende hyggebesøg hos skønne mennesker med planlægning af næste weekend. Søndag gik med rengøring af køleskabet og vask af begge biler. Den gik også med ophængning af lampe i mit værelse og endnu engang ændringer i tegningen til det nye hus. (Mon vi snart når det optimale??) Søndag gik med madpakker og klargøring til dagen i morgen. Og sidst men bestemt ikke mindst gik søndag med super hyggelig familiemiddag i skønt selskab.
Forude venter mandag og en ny uge med en palet af spændende gøremål og aktivitite. Lige nu er søndag brugt, endt på sofaen med snarlig kurs mod dynerne.
God aften derude!


Denne smuksak af en blomst sidder på en grøn plante jeg har fået foræret af nogle kære mennesker. Hvad det er for en størrelse ved jeg ikke, men den besidder disse fantastiske blomster, som hver i sær kun folder sig ud og viser deres smukke indre i halvandet døgn, hvorefter de folder sig sammen igen og bliver til en lille æbleformet frugt.
Jeg er lutter beundring!

lørdag den 11. august 2012

Udendørs lørdag

Lørdag er solskin og klar blå himmel. Gråspurvene suser rundt omkring i haven og finder ind i skyggen under sommerfuglebuskene mens varme grader toner frem på termometeret. Lørdagen indbyder til hygge og udeliv. Efter en varm og veloverstået tennis kamp pakkede vi bilen og kørte ud i verden. Bilen vendte næsen mod nord og vesterhavets brusende bølger trak i os. Så efter en god times tid så verden sådan ud;










En helt igennem fantastisk måde at bruge en lørdag på. Jeg håber din har været lige så skøn ;)