Velkommen til de små ting i hverdagen

fredag den 28. december 2012

Feriedage

Der er dømt feriedage med god tid og hyggesysler. Der skal ryddes lidt op, udryddes et par nullermænd, julepynten skal pakkes ned og gemmes væk for i år. Der skal også laves lister og lidt planlægning til årets sidste aften som skal afholdes her på matriklen sammen med varme og skønne mennesker.
Lige nu er juletræet befriet for pynt og står nu og venter på at komme udenfor i den friske luft.


Der er spist rester til frokost og smugspist lidt lækker konfekt uden nogen så det.


Der kigges ind i mellem på alle de lækre julegaver vi er blevet beriget med og der findes pladser i hjemmet til de nye beboere.
Der er også ferie med det mærkeligste hold i nakken der nogensinde er oplevet som medførte modbydeligt synkebesvær. Heldigvis er genvordighederne på retur takket være dygtig læges nænsomme behandling med nåle og effektive hænder.

Mon ikke næste træk skulle være at handle nogle af alle de ting på listen før alle andre mennsker også skal købe ind. Med i lommen på indkøbstur skal helt bestemt denne nye lækkerhed som blev hjemhentet i går aftes og som jeg allerede er helt forelsket i.


God fredag derude!

mandag den 24. december 2012

Glædelig jul

Her har julenfreden sænket sig, der er nået det der skal nåes og der er styr på det der skal være styr på. Vi slapper af og nyder bare at være og have, nyder roen og samværet, nyder den traditionsbundne dag der atter er oprundet og at vi har det godt alle sammen.
Rigtig glædelig jul til Jer alle derude. Håber I alle må få en rigtig dejlig aften sammen med Jeres familer.

Kærligst H.

søndag den 23. december 2012

Glædelig lille-juleaften

Det er d. 23 december, det er dagen før dagen, det er lille-juleaften og alt ånder fred og ro. Vi er kommet vel hjem efter en skøn dag hos mor og far med super lækker frokost, juletræspyntning, klargøring til familiejulefrokost 1. juledag og masser af hygge.
Udenfor har himmel og jord stået i ét det meste af dagen og nu ligger der et tykt snetæppe overalt, som barnlige sjæle og jule-romantikere som mig håber bliver liggende til i morgen, i det mindste indtil det bliver mørkt i morgen aften, please!
Lige nu er der orden på alting alle steder. Et bjerg af gaver står pakket og klar til at komme i bilen i morgen formiddagen. Der er gjort julerent og vaske gulve. Der er pakket tasker med skiftetøj og andre fornødenheder for d. 24 december står i familiens tegn og vi lægger fra land i morgen formiddag og kommer ikke hjem før det hele går løs, så vi tager det nødvendige med.
Der julefilm i fjernsynet, varm kakao i koppen, alle 4 lys er tændte i adventskransen og juletræet funkler og glimter i hjørnet af stuen. Billeder af herlighederne må vi undvære for kameraet er tør for strøm og til ladning så det kan være klar til i morgen.
Rigtig god lille.juleaften!

lørdag den 22. december 2012

Brødet fra stenalderen

Forleden dag fik jeg en opskrift stukket i hånden som var noteret på en lille lap i al hast. Opskriften indeholdt en masse kerner og lovede at udkommet af sammenblandingen ville blive bedre end noget rugbrød man før havde smagt.
Lad det på forhånd være sagt, at opskriften holder havd den lover! Det bliver et velsmagende, knasende sprødt brød som smager lækkert til al slags pålæg.

Ingredienser:
100 g mandler
100 g valnøddekerner
100 g græskarkerner
100g hørfrø
100 g solsikkekerner
100 g sesamfrø
1 dl olivenolie
2 tsk salt
5 æg
- og ja det er ganske korrekt at der intet mel skal i dejen.

Alt røres godt sammen i en skål, hældes i en brødform og sættes i ovnen som er forvarmet til 160 grader. Her bager det i en time og tages derefter straks ud af formen.
Lad det køle i mindst en time inden det skæres ud.



Nu vil jeg smide stængerne op efter en lørdag med gaveindpakning, lidt madindkøb, hyggesnak, juletræspyntning og mad-forberedelse. Der er god rødvin i glasset og lige om lidt Matador i fjernsynet, mon vi kan holde til det? Det tror jeg nok vi kan!
God lørdag aften derude ;)

fredag den 21. december 2012

Punkt-fredag

Fredag er fridag og en dag med en dagsorden. Ikke en streng og stresset dagsorden, men en dagsorden over ting der skal ordnes, klares eller ryddes af vejen inden julen står for døren.
Der er gaver der skal færdiggøres, der er pakker der skal pakkes ind, der er ting der skal hentes og andre ting igen som skal bestilles til senere afhentning, noget skal tørres af og andet skal skurres, der er noget som skal snittes og andet som skal røres sammen og sidst men ikke mindst er der fine funklende genstande, som skal pakkes ud af deres sirlige indpakning og hænges på duftende grangrene på stamme.
Jeg hygger mig, gør jeg og dagen er lang og fuld af god tid inden en hyggelig aften venter forude.
Mon næste punkt skulle være at starte symaskinen og færdigøre endnu en gave...?

onsdag den 19. december 2012

Hemmeligheder og hyggesysler

Der er indeaktiviteter på tapetet i dag. Nogle er forberedelser, nogle er færdiggørelser, de fleste er hemmelige for nogen og forventningsfulde for andre. Der forberedes også mad som skal bruges i juledagene, både juleaften og første juledag. Det hele er hyggeting og vi er to om det for gemalen kom tidligt hjem, hvilket gør det endnu mere hyggeligt.



I morgen er der sidste arbejdsdag hos ungerne inden juleferien banker på og bliver budt inden for. Den skal være så velkommen, ja den skal så.
Der bliver kaldt til bords i baggrunden og næsen dufter hjemmelavet pizza med lækker sprød bund, munm. Rigtig god aften.

søndag den 16. december 2012

Middagslur

Det er middagslurstid oven på en skøn og vellykket julefrokost med dejlige og skønne mennesker i festligt lag som holdt ved langt det meste af natten.
Derfor blev det så som så med søvnen, for denne julefrokost er traditionen tro altid med overnatning og der gik ikke mange timer før alle en efter en langsomt samledes i lænestole og sofaer med dyner og tæpper og fik en hyggelig og langsom start på søndagen.
Så det er helt og aldeles lovligt at vi nu passer på sofaen den næste times tid mens der er brunkager i skålen og julefilm i fjernsynet. God søndag!

fredag den 14. december 2012

K som i koldt...

...så koldt at selv isbjørnen ville blive glad for at blive budt inden for i aften. Her hos os blæser det lige nu og det fryser en 3 grader og lige gennem marv og ben går det. Godt man kan gå indendøre. Herinde lyser sterinlysene op i mørket. Aftensmaden er forberedt til mindste detalje og er klar til servering når den bedre halvdel ankommer fra arbejde. Det ser ud til at det bliver sent, men hvad gør det når weekenden allerede er skudt i gang. Vi har masser af god tid.
 I morgen skal der først trylles med marcipan og chokolade, senere skal der pakkes tøj og hentes mad og køres mod hyggelige og skønne mennesker til den årlige julefrokost. Lige nu vil jeg passe lidt på sofaen inden maden skal serveres.


Glædelig fredag.

onsdag den 12. december 2012

Sen onsdag

Onsdag er sen arbejdstid. Onsdag er sene indkøb. Onsdag er sen hjemkomst. Onsdag er også sen aftensmad for gemalen er først ankommet til matriklen i disse øjeblikke.
Så onsdag er så godt som brugt og efterlader ikke tid til andet end spisning og sofa-slapperi, så i gang vi går.
Må du have en god aften!

tirsdag den 11. december 2012

Decembermørke

Det er tidlig tirsdag. Her i huset kører vi på anden vågne time, og nej det er ikke fordi vi har små børn som ikke kan sove, men fordi gemalen i disse dage arbejder lang tid og langt væk.
Jeg elsker tidlige morgner. God tid, mørk ro, tid til selv at bestemme og tid til hyggesysler.
Udsigten indefra og ud i haven ser det sådan ud og gør sit til decemberhumøret...

I vores have ligger der mellem 20 og 25 cm sne som smukt glinser om kap med lysene i fuglenes juletræ. Indenfor spises der morgenmad og drikkes varm kakao. Jeg er aldrig nået til kaffe og the og drikker for det meste vand, men engang i mellem sniger der sig en lun hyggekopfuld på menuen og morgenens kulde indbyder bestemt til det.

Arbejdsdagen starter først om et par timer så lige om lidt findes pen og papir frem, så de sidste julekort kan blive skrevet og sendt afsted til skønne mennesker med hjertelige julehilsner.
Må du have en rigtig god tirsdag!

lørdag den 8. december 2012

Sofaflad

Vi er landet hjemme efter en dag i familiens tegn. Der har været dømt julefrokost med fætre og kusiner fra gemalens ene side af familien. Det har været en afslappet, hyggelig dag med plads til både store og små. En dag med skønt selsskab, godt humør, kære minder og ikke mindst lækker mad.
Nu er vi hjemme igen og går i et med sofaen, de bløde puder og de lune tæpper mens der er hyggeudsendelse i fjernsynet.
Ha en god aften derude.

Skoven i vinterklæ´r

torsdag den 6. december 2012

Tøsetid

Udenfor ser det sådan ud...



Indenfor er der usundhederog lækkerier på bordet i form af smør, vanilje, chokolade og marcipan til kagen der skal smage og bringe lykke i morgen. I fjernsynet er der julekalender og i krogene tændte sterinlys. Der er nemlig dømt alene-hjemme-tid og så bestemmer man helt selv...



God aften!

onsdag den 5. december 2012

Køkken-hygge-rier

Arbejdsdagen endte for et par timer siden og nu trylles der i køkkenet denne iskolde eftermiddag. Udenfor bevæger termometeret sig igen hastigt nedad mod de -9 grader den så gavmildt viste i morges og ude på foderbrættet har solsorten mindst fået dobbelt størrelse af hvad den plejer for at holde varmen. Indenfor buldrer det i gryderne og ovnen bager det bedste den har lært.
Der bages en chokoladekagebund til niecens fødselsdagskage på fredag. Der bages pebernødder til familiejulefrokosten på lørdag. Der er snittet 2 kæmper i form af rødkålshoveder som nu står over åben ild og snurrer sammen med gammeldags æblemost, sukker og andre lækre sager. Seks flotte og faste appelsiner er skildt ad og parteret og koger ved siden af kålen i en sød sukkerlage og skal forhåbentlig om et par dage være færdig-syltet og klar til at blive omstruktureret til juleslikkeras. Så masser af ledige arme er der ingen af i dag.
Mon ikke jeg kunne nå at hænge dørkransen op ind imellem omrøringer og pladebytteri...? Man skulle være et skarn hvis ikke man gjorde forsøget....




Fortsat god 5. december...

lørdag den 1. december 2012

Glædelig 1. december

Endelig er den her, julemåneden. Med al sin hyggelighed. Her i huset er der stille. Lidt endnu i hvertfald. Om et kort øjeblik bliver her fyldt af bageglade mennesker i højt humør. Udenfor drysser små snefnug stille ned og lægger sig på det hvide som ligger der i forvejen. Mere decemberagtig bliver det vist næppe.
Må du have en rigtig god 1. december.