Velkommen til de små ting i hverdagen

fredag den 14. oktober 2011

Pakketid

Da bilen og jeg tidligere rullede ind i indkørslen efter endt afbejdsdag, lå der en glædelig overraskelse og ventede. Der var nemlig kommet pakke med posten.
Udefra syner den ikke af meget andet end en reklame for et fotofirma. Men jeg havde en sød forventning til hvad der skjulte sig bag det reklamedækkede pap.
For noget tid siden funderede vi her på matriklen over, hvad vi dog skulle gøre med alle de fotos vi over tid får taget. Ganske vist bliver de på skift vist i vores meget afholdte fotoramme, der har plads i vindueskarmen i køkkenet. Men alligevel følte vi, at det kunne være på sin plads også at finde andre anvendelsesmuligheder for de mange skønne fotos.
Resultatet af denne snak har så været et lille år undervejs. På nettet fandt jeg frem til en side der laver disse hersens moderne former for albums, der også kaldes fotobøger. Et decideret album skulle det ikke være, for det kan vi såmænd selv lave os.
Nææ, en kogebog såmænd var det der skulle fremstilles. En bog med alle vores indsamlede, arvede, selvopfundne og højt skattede opskrifter, som er skrevet ned på små lapper eller er blevet noteret i diverse ucharmerende, men dog meget brugbare, kinabøger. De skulle simpelhen samles sammen med en masse af vores billeder. Det var planen. Og planen blev udført også selv om det blev over lang tid. Og endelig i dag lå resultatet så her på køkkenbordet.

Uden at underdrive må det siges at spændingen var en anelse intens da pappet blev åbnet og indholdet fisket op. Men ihh altså, hvor er den bare blevet noget så fin!! Indbundet i det der så fint kaldes et "hardcover" og med lækre tykke sider og flotte klare billeder. Jeg er langt mere end tilfreds!



Den har virkelig været alt besværet værd og jeg ved, at den vil bringe en helt speciel og hjertefyldt følelse frem hver gang den tages ned fra hylden og åbnes. For den har jo selvfølgelig allerede fået en plads på tallerkenrækken i køkkenet, hvor de andre specielt udvalgte bøger står.


Over i den anden side af køkkenet er køkkenbordet er aftenes menu så småt ved at blive frembragt.
Advokadoerne er moset til ukendelighed sammen med rødløg, citronsaft og flagesalt og står nu og trækker indtil de skal gøre kyllingen selskab som står ved siden af. Også den er ikke helt alene i skålen, men har fået besøg af olivenolie, paprika, spidskommen, gurkemeje, stødt tørret chili, friskkværnet peber og muskatnød. På sidelinjen står dessertæblerne og ser til med et indre som er fyldt til bristepunktet med hasselnødder, mandler, marcipan og kanel.
Mon ikke det nok skulle være en fredag aften værdig;)
Må du have en god en af slagsen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar