Velkommen til de små ting i hverdagen

torsdag den 9. januar 2014

Hjemmelavede melboller til oksekødssuppe

I aften skal vi have bollesuppe til aftensmad, så i går eftermiddag blev der fabrikeret en sending melboller som der natten over har stået på køl og ventet på at suppen og kødbollerne skal koge færdig i dag.
Selvfølgelig kan man sagtens købe udemærkede melboller til denne ret, men de hjemmelavede smager lige en tak bedre, er helt ustyrligt nemme at lave og koster under det halve af hvad en pose fra frysedisken gør.
Skulle du have lyst til at gøre forsøget kræver det kun at du i gemmerne har en gammeldags bollesprøjte fra oldemors køkken (eller køber en for meget små penge i genbrugeren), en bred gryde, en skarp kniv, evt. en hulske og nogle få ingredienser som hos de fleste er basisvare i køleskabet.

Følgende gøres:

Melboller - den hjemmegjorte af slagsen
150 g smør
4 dl vand
250 g mel
1 tsk salt
5 æg ca!

Dejen røres sammen på samme måde som vandbakkelsesdej ved at smør og vand sættes over ilden i en gryde og når det er smeltet sammen tilsættes melet sammen med salt og massen røres til en glat dej inden den tages af blusset.

Lad den køle af et smule inden du tilsætter æggene et ad gangen - måske du ikke skal bruge det hele. Dejen må for alt i verden ikke blive for tynd men heller ikke for stiv, den skal være blank og smidig og stadig sej og lidt stiv.
Nu sætter du en grydefuld letsaltet vand over til at koge bollerne i. Når bollerne kommer i må vandet IKKE koge, men skal være lige under kogepunktet.
Når dejen er rørt færdig fyldes den i bollesprøjten og sprøjten holdes ind over gryden.

Hvis du som jeg er højrehåndet synes jeg det letteste er at fatte om sprøjten med venstre hånd og sætte træenden ind mod maven og så snitte bollerne af med den skarpe kniv i højre hånd, men prøv dig frem ; ) Bollerne skal koges af flere omgangen, for de kan kun ligge i et lag i gryden.












Bollerne er skal tages op af det varme vand, evt. med en hulske, når de er kommet op til overfladen og de er faste når man klemmer dem på midten, ca. efter en 3-5 minutter alt efter størrelsen.

Når de tages op skal de have et hurtigt dyp i en skål med koldt vand og herefter over på et fad.
Slut, prut og færdig - melboller til suppen.

Jeg har en dyb tallerken til at stå på hovedet i fadet for at evt. vand kan løbe fra uden at bollerne skal ligge og skvulpe rundt i det.
Velbekomme og glædelig torsdag, det er weekend lige om lidt ; )







Ingen kommentarer:

Send en kommentar