Velkommen til de små ting i hverdagen

torsdag den 12. december 2013

Vores julerødkål

Som nævnt i mandags var der blevet snittet og kogt rødkål i køkkenet. Når man først en gang har smagt hjemmegjort rødkål, så smager den man køber nu engang aldrig helt på sammen måde. Og når man så oven i købet finder ud af, at det er ganske simpelt selv at fremstille sig egen rødkål, så er der ikke langt til målet.
Skulle du få lyst at prøve er den opskrift vi bruger her. Hvis opskriften er ved jeg simpelthen ikke, for jeg har fået den på en kopieret side engang uden hverken forfatter eller ophavsmand noteret:

Julerødkål

1 rødkålshoved
5 dl fortyndet ribssaft
4 dl æblejuice
3,5 dl eddike
4 spsk brun farin
1 spsk salt

Tag yderbladene af rødkålshovedet og snit rødkålen så fint som man ønsker, grov eller fin det er bestemt en smagssag.
Kom den snittede kål op i en rigelig stor gryde og tilsæt saft, juice og eddike. Til sidst tilsættes brun farin og salt og der røres nu godt rundt så dette bliver rørt ud.
Tænd for gryden og lad nu det hele småkoge på komfuret i et par timer UDEN låg. Undervejs skifter den fine rå kål farve og bliver til en fesen lyserød og ser helt forkert ud, men hold modet oppe, det skal nok ændre sig. Når den er færdig har den en klar mørke-lilla farve, præcist som rødkål skal have.

Når kålen er afkølet putter vi den på skyllede og desinficerede glas sammen med noget af væden og lader den gerne trække i hvert fald en god uges tid inden den skal bruges og derudover kan den holde sig længe, længe når den opbevares køligt.

God fornøjelse hvis du skulle hoppe ud i det.

Billederne herunder er godt de samme som den anden dag, men det var lige dem der var ved hånden ;)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar