Velkommen til de små ting i hverdagen

mandag den 9. december 2013

Juleflid

Mandag er sen mødetid i børnehaven. Til gengæld er det også med sen gå-hjem-tid da der er et aftenmøde i den anden ende i dag, så fritiden nydes mens den er her.
Formiddagen er brugt på julehemmeligheder, oprydning, rødkålssnitning og kogning og lidt indledende øvelser til konfekt fremstilling.
Lige om straks snuppes tasken og bilnøglerne og så vi jeg se om jeg kan nå de to sidste julegaver inden arbejdstid.




Fortsat god mandag ;)

søndag den 8. december 2013

Mine bedste julefilm

I går på store-bagedag var vejret frostklart og koldt. Overalt var jorden hvid og der var glat på de små veje. I dag er der gråt, vådt og blæsende. Den hvidpudrede julestemning er afløst af vandpytter på jorden og regndråber på ruderne.
På sådan en december-søndag skal der hygges inden døre. Her er der tændt lys i juledekorationerne, der er klementiner i skålen på bordet og ved siden af ligger gavebånd og julepapir som skal pakkes omkring julegaverne som står og venter i poserne.
Nu mangler vi kun at sætte en af de gode julefilm på, så er vi klar til en søndag i ly for regnen.
Selv om der altid er mange mange gøremål at holde styr på og manøvrere igennem i december måned, så skal der nu her i huset være plads til at vi får genset så mange af de hyggelige julefilm som muligt.


Nogle af dem der kommer frem i december her i huset er dem her:

The Holiday; er en skøn tøsefilm som handler om jul og kærlighed i store mængder, med skønne   skuespillere som bl.a. Jude Law og Kate Winslett, som gør denne film mild og blid med en happy end.

Jul i skovriddergården; en af de gamle danske klassikere som også bare er god og hyggelig og julet.

Far til fire i byen; ingen jul uden julebal i nisseland, sådan er det bare.

Jul i den gamle købmandsgård; en af de helt gamle fra 1951 som er en stille og sindig film om  hverdag, livets små genstridigheder og julen.

Mor på julestrejke; er en amerikansk film fra 2010 om en mor der kører sur i at mand og sønner har forventninger om at julen skal være som den altid har været, men som derudover har alt for travlt til at hjælpe med til julen.

En juleromance; ren klassiker med Olivia Newton John som bare hører med til julen.

Alene hjemme; god , hyggelig og set mange gange.

Fars fede juleferie; også en ren klassiker som bare skal ses hver eneste år.

Die Hard 2; Bruce Willis i bedste maskuline stil midt i en juletravl lufthavn.

Dyrelægens plejebørn; elsker den og har altid gjort det. Den har altid hørt med til jul både hjemme hos min bedstemor og hjemme hos mine forældre og nu også her i huset. Den er bare god!

Nå, det greb lidt om sig dette her, beklager ;)

Fortsat god søndag !

lørdag den 7. december 2013

Ovnen varmer op

Og det gør den klogt i, for den kommer på arbejde i dag. I dag skal årets julesmåkager bages og i min familie er det en familietradition. Så om ganske kort tid kommer der mennesker ind af døren med kagedej og tomme kagedåser under armene og brede smil på læberne. Det plejer de i hvert fald at gøre.
Der skal bages i lange baner, nogle vil måske sige i vildskab, men det lader vi være med at kommentere på. Når der skal bages småkager til småkagedåserne på 4 matrikelnumre så skal der lidt til.
Der skal skæres og trilles, køres og formes, vrides og pyntes og pakkes så det er skønt med mange hænder. Det bliver hyggeligt og larmende, for vi taler meget i min familie, os alle sammen, og det bliver fedtet og klistret og køkkengulvet skal med garanti vaskes i eftermiddag, men det gør intet overhovedet.
De er her alle sammen lige om lidt og inden da skal jeg lige nå at....

God lørdag derude.

torsdag den 5. december 2013

Blæst

Udenfor raser december stormen over det ganske land. Den river og rusker i buske og træer, buldre ind mod husmure og gavle, puster og pruster og griber ubarmhjertigt fat de steder der stikker et lille hjørne op af noget der kan rives løs. Den har været her i nogle timer og meldingerne lyder at den bliver hængende lidt endnu.
Her er alle løsdele tøjret, vinterpynt og lanterner er båret indenfor, havebord og stole er spændt sammen og båret i læ, lågene på skraldespandene er spændt ned (hvorfor bære vi ikke bare stativerne ind i garagen?-de er skruet fast på fliserne) og dørkransen er vendt omvendt og hænger nu på indersiden af døren.
Inden døre er vi krøbet i ly i sofaen og følger stormen på afstand. Lamper og stearinlys er tændt i krogene og gør deres til at den larmende buldren udenfor bliver lidt hyggeligere.
Jo her er godt inden døre.


God stormvejrsaften!

onsdag den 4. december 2013

Så kom den frem...

...julen. Det har trukket ud i år. Trukket ud med fester og arrangementer i lange baner. Men i går aftes kom de første nisser og den første pynt endelig frem i krogene. Der er stadig meget tilbage i kasserne på loftet, men mon ikke det finder vej ned de næste dage.




Om lidt er det tid til at bevæge sig udenfor. Der er mørkt og regnfuldt derude, horisonten er også stadig mørk. Mon der er håb for lidt lys i dag?
God dag!

lørdag den 30. november 2013

Hemmelige sysler

De sidste dage er gået med hemmelige sager af den slags man arbejder så intenst på at man næsten aldrig synes man bliver helt færdig. Hemmeligheden omfatter en kær kollega som i morgen har 25 års jubilæum og som skal fejres med manér. Hemmelighederne ligger klar til indpakning, men man skulle jo nødigt forhaste sig, så den får lov at vente lidt endnu.

I dag er hele dagen brugt i familiens tegn. Den har været fyldt af varme, nærvær, glæde, latter, tanker og store ord. Vi har været til guldbryllup, en begivenhed vi med et par regnestykker kan konstaterer at der ikke bliver ret mange af i vores generation. Min skønne faster og onkel var festens midtpunkt, et midtpunkt der har holdt sammen igennem alle livets sorger og glæder gennem 50 år.
Det har været skønt at få lov til at være med til at fejre dem i dag, det er vi glade for vi måtte!
Nu er vi landet i de bløde møbler med trætte ben og ømme fødder oppe på bordet og ser frem til at vi i morgen skal være med til at fejre endnu en skøn person.



I morgen er også julemånedens første dag, men som følge af de sidste dages megen aktivitet så står julepynten stadig trygt og godt på loftet og der må det vente en dag eller to endnu. Så er det jo godt at vi har billeder fra sidste jul, så vi kan huske hvordan det ser ud ; )
God aften derude!

onsdag den 27. november 2013

Lige om lidt...

Lige om lidt må efterårspynten vige for julemånedens gran og dekorationer. Hver årstid har sin helt egen pynt og sit helt eget udtryk og vi nyder dem alle hver for sig i takt med at vi følger årets gang. De farvestrålende græskar her har boet på bænken siden oktober og har lige så længe haft selskab af lyngens varme smukke farve.

Vi nyder dem lidt endnu, men også kun ganske få dage, for lige om lidt så er den her....
God dag til dig!