Velkommen til de små ting i hverdagen

torsdag den 11. august 2011

Hverdag i efterårsstemning

 Hverdagen er godt i gang igen. Vi er så småt ved at finde tilbage til vores vante rytmer og daglige rutiner. Lige så meget som vi holder af ferie, lige så meget glæder vi os over hverdagens tilbagevenden med alle dens aktiviteter og gøremål.
Torsdagen er også sparket godt i gang. Madpakkerne er blevet smurt og gemalen er forsvundet ud af døren. Vasketøjet der har snurret i maskinen i nattens løb er hængt op og det der hang på snoren i forvejen er lagt sammen og flyttet ind på plads. Rugbrødene, der blev forberedt og rørt sammen i går mens birkesboller med rosiner og æbler, kanelbrød og havregrynskager bagte side om side, har som stille og roligt hævet på køkkenbordet natten over, de hygger sig nu i ovnen og sender en skøn duft af friskbagt brød ud i hele huset. Opskriften til disse har jeg fået af min skønne søster og sørme om der ikke fulgte en fulgte en skål forberedt surdej til lige nerop denne slags med i købet fordi hun netop selv havde haft gang i bageriet. Hvor heldig har man lov at være. Hun er simpelthen bare dejlig!



Uden for siler en stille regn ned fra en grå himmel. I går rev og sled blæsten i trætoppene med sådan en kraft, at der skulle holdes godt fast på løsdele og lette materialer. Hvis ikke kalenderen ved et hurtigt kig fortalte at vi kun skriver d. 11/8 så kunne man snildt tro at vi var midt i oktober. Efteråret er kommet tidligt i år. Mig gør det ikke noget. Jeg holder rigtig meget af denne årstid. Årstiden hvor naturen forvandles til en glødende farvepalet af smukke gyldne farver inden træerne smider deres løv og viser os deres smukke former. Tiden hvor dagene mørknes og vi trækker sammen om aftenen indendøre og hygger os med de ting der pakkes væk i sommerens lyse nætter hvor tiden nydes udenfor. Nogle siger, at efteråret er noget der skal overståes i en fart så vi kan få gang i vinteren. Jeg ville ikke undvære det. Slet ikke. Noget af det bedste jeg ved, er en tur i skoven i blæsevejr under træerne gyngende kroner med blade hvirvlende rundt alle steder, for bagefter at samles indenfor med en masse hyggelys tændt og varm kop et eller andet.
At vejret så¨indtræder en måned eller hlavanden for tidligt, hvad gør det.
Nu vil jeg tage min brød ud af ovnen og indtage min yndlingsmorgenmad, havregryn med groft hakkede mandler og akaciehonning, i selskab med min bog og regnvejret.
God torsdag til dig!

1 kommentar:

  1. skønt indlæg søde;) herhjemme nydes regnen også. Albert er jo en bette vandhund og hvilket vand er lige meget;) håber snart vi ses;)

    SvarSlet