Tør man næsten sige det højt...

Man kan blive helt betænkelig. Kunne det ske at hævne sig hvis man blev alt for hoven og troede at den hellige grav er velforvaret. Man tænker det forsigtigt for sig selv, hvisker det stille til gemalen som ser på én med store spørgende øjne der klart udtrykker; om det nu også kan passe? Man siger til sig selv at nu skal man også lige slå koldt vand i blodet og tage den med ro. Man skal ikke overgøre noget, passe på sig selv og energien skal man, for tænk hvis det hele forsvandt igen som dug for solen. Men når nu det helt bestemt føles sådan på den helt rigtige måde så må det da være fordi det passer, ikke??
Jeg vover alt og siger det højt og larmende! Klar? Nu kommer det...
Jeg tror jeg er rask!!!!!!!!!!!! Rask og endelig fri af den elendige influenza og alle dens umulige følgesygdomme der bare har gjort det helt umuligt at blive ordenlig frisk. Der er igen en følelse af overskud og energi, måske ikke helt for fuld kraft men i hvert fald 3/4 af hvad det plejer at være, vasketøjsbunken er ikke helt så uoverskuelig, madlavningen virker ikke helt så opgivende og der er endelig lyst og energi til andet end at smide sig på sofaen når man kommer ind af døren efter endt arbejdsdag. Jo, vi er helt klart på vej tilbage i god stil.
Lige om lidt vil jeg i lige så god stil hoppe ud af døren og tage på arbejde.
Rigtig god dag!