Weekenden har denne gang været en af de udfordrende af slagsen. En gang om året afholdes der i Viborg Hærvejsmarch og for noget tid siden spurgte min lillebror mig, om jeg ikke synes jeg havde lyst til at tage tyren ved hornene og forsøge mig med ruten på 2 x 45 km sammen med ham og to andre.( 45 km's march om lørdagen og 45 om søndagen) Jeg sprang om bord i ideen og har set frem til weekenden med en blanding af skøn spænding og en anelse frygt. Spænding fordi jeg er vild med naturen og fordi min lillebror altid er det mest fanastiske selskab. Frygt fordi 45 km er rigtig langt og 45 km to dage i træk er sindsygt langt og jeg synes bestemt jeg har taget min del i livet i forhold til at gå på vabler og dårlige fødder. Men prøves det skulle det, for som vi blev eninge om, så kunne vi vel altid blive hentet hvis det gik helt galt og vi endte endda ud med kun at skulle gå os to fordi de to andre pådrog sig skader inden vi overhovedet nåede til weekenden.
Vi startede ud fra Kasernen i Viborg kl. 05,00 lørdag morgen, og ja nu tænker du helt rigtig, man skal stå meget tidligt op for at være i Viborg inden kl 05,00 når man skal have sig gjort klar, have puttet sprortstape på pusselankerne og have spist en robust gang morgenmad.
Men ikke desto mindre var det det vi gjorde og vi begav os ud på en rigtig flot tur rundt i området omkring Viborgegnen. Vi var bl.a. omkring Over Viskum, Vejrumbro, Velds og ikke mindst Ø Bakker, hvor der er en rigtig flot natur, men nogle rigtig vederstyggelige bakker skal jeg lige hilse og sige. Men vi kom igennem turen lørdag og gik i mål kl. 13,35 med trætte ben, ømme fødder og humøret i behold.
Søndag morgen skulle starten gå samme tid og hold da fast i halen på et æsel hvor var det nogle lange kilometer vi begav os ud på. Det første lange stykke vej tror jeg slet ikke forbindelsen mellem min hjerne og mine meget ømme led i mine ben overhovedet var oprettet og for så at sætte prikken over i'et skulle vi under vejs på turen igennem de fantastiske Dollerup Bakker, som altid er vært for en skøn udsigt og dejlig naturoplevelse. Det var det helt sikket også denne gang og havde jeg ikke været så stærkt fokuseret på at få mig og min krop kæmpet igennem de skønne stigninger, havde jeg måske set lidt mere af det;)
Vi gav dem baghjul, de bakker gjorde vi og kom videre gennem skoven til Finderup hvor vi skulle gennem mere skov for at komme til Hald Ege og derfra de sidste 10 km ind til kasernen i Viborg Centrum, hvor vi trådte over målstregen kl 14,55 og fik det sidste klip i vores kontrolkort, der gav et visuelt bevis for medaljeudeleren om at vi havde gået den korrekte distance.
Vi var seje, ja vi var. det tør jeg godt sige højt og larmende. Jeg havde helt bestemt ikke regnet med at vi nåede i mål søndag eftermiddag da jeg mærkede de meget tydelige signaler mine fødder sendte mig, da jeg begyndte at trampe afsted på dem søndag morgen. Det var signaler der ikke var til at misforstå. Men alligevel kom vi de 45 km vi skulle. Min lillebrors skønne optimisme og entusiasme har også stor del i at vi kom i mål, han er bare helt fantastisk.
Jeg ville gerne have vist jer en masse skønne billeder fra turen, men må nok erkende at koncentrationen har lagt i at komme fremad og at der ikke har været overskud til så meget andet;)
Rigtig god mandag til dig;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar